NADVER.

Når vi fejrer nadver i kirken, er vi sammen med Jesus og han er sammen med os. Faktisk betyder nadver aftensmad. Nadveren i kirken er en slags mad for hele Guds familie, som vi skal bruge på rejsen herfra og frem til himlen.

Kender du nogen, der lider af hukommelsestab. Eller nogen som er meget glemsomme. Det er måske dig selv - sommetider. Det er noget skidt, for du får skæld ud, når du igen har glemt håndklædet i svømmehallen. Eller du spilder tiden på at lede efter dit bordtennisbat, fordi du ikke kan huske, hvor du har lagt det. Eller - hvis det går helt galt - går du glip af festen, fordi du glemmer hvilken dag, det er eller hvornår, det var.

Pas på hukommelsen.

Jesus sagde også noget om ikke at være glemsom, da han var sammen med sine disciple den sidste aften, inden han blev korsfæstet. >>I må ikke tabe hukommelsen<<, sagde han, >>især ikke når det glæder det, jeg lige nu har sagt og gjort. Det skal i komme ned i jeres hukommelse, så det altid er der og I altid kan huske det.<< Det, han lige havde gjort, var, at han havde taget noget af brødet på bordet. Derefter havde han takket, brækket brødet i stykker og givet noget til dem alle. Og så havde han sagt: >>Dette er mit legeme, som gives for jer<<. Han havde også taget bægeret med vin, som stod på bordet og ladet dem alle drikke af det. Og så havde han sagt: >>Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer<<. Det var det, de aldrig måtte tabe ud af deres hukommelse. Det skulle de holde fast på, så de altid havde det med sig - uanset hvor, de var.

Sammen med Jesus.

Måske forstod disciplene ikke helt, hvad Jesus gjorde og sagde den aften. Men da hans legeme næste dag blev brudt i stykker på korset og blodet løb fra hans sår, kunne de forstå, hvordan det, Jesus gjorde og sagde aftenen før, hang sammen med det, som skete med ham nu. Jeg ved ikke, om Jesu disciple var glemsomme - måske nogle af dem var. Men de glemte aldrig, at Jesus gav dem brød, som var hans eget legeme og at han gav dem vin, som var hans eget blod. Når de delte brød og vin, havde de Jesus og det, han havde sagt og gjort for dem på korset, med i deres hukommelse. Så var de sammen med ham og han var sammen med dem.

Brød og vin.

Sådan er det stadig for Jesu disciple - for os i dag, hvis vi altså ikke lider af hukommelsestab. Når vi fejrer nadver i kirken, er vi sammen med Jesus og han er sammen med os. Vi kan ganske vist kun smage brødet og vinen, men nede i vores hukommelse har vi det, Jesus sagde og gjorde på korset for os. Brødet kaldes en oblat, der smager som en tør kiks. Jesus på korset er trykt på >>kiksen<<. Vinen eller saften er ligesom sød eller stærk saftevand. Men brødet og vinen er på én og samme tid både almindelig brød og vin og Jesu virkelige legeme og blod. Vi spiser og drikker faktisk også Jesus selv. Det betyder, at hans død på korset bliver noget, vi får helt konkret, helt virkeligt, ligesom vi fx spiser brødet. På korset tog Jesus straffen for vore synder for at give os Guds tilgivelse og syndernes forladelse. Jesus giver altså syndernes forladelse direkte til mig og dig i nadveren.

Aftensmad.

Faktisk betyder nadver aftensmad. Det er et gammelt dansk ord og nadveren i kirken er en slags mad for hele Guds familie, som vi skal bruge på rejsen herfra og frem til himlen. Når cykelryttere eller maratonløbere er ude på løb, er der undervejs på ruten stationer med mad og drikke til dem, så de kan få kræfter til at komme helt i mål. Det er speciel mad og drikke, som skal give dem energi. På samme måde kan man sige, at nadveren er speciel mad til Guds familie undervejs, som giver os det, vi har brug for, for at komme i mål. Nadveren giver os Jesus og det han har gjort for os. Nemlig syndernes forladelse. Tilgivelse for alt det, vi har gjort forkert.

Fælles måltid.

På andre sprog bruger man ikke udtrykket >>nadver<<. På engelsk hedder det >>fællesskab<< - eller somme tider siger man også >>helligt fællesskab<<. Det er et godt ord. For nadver er noget, vi gør sammen - på samme måde som man i en familie kan spise aftensmad sammen. Men nadveren binder os også sammen - for det er samme måltid, vi får, uanset hvordan vi er eller hvilken størrelse, vi har. Når man også kan kalde det >>helligt<<, er det ikke fordi, man skal være speciel god eller hellig for at være med. Det er Jesus, som er til stede, når vi deler brød og vin. Han er hellig og gør, at vores fællesskab er noget særligt - er helligt.

Højtideligt og festligt.

At gå til nadver er både højtideligt og festligt. Festligt, men ikke som fest og ballade. Højtideligt, men ikke som sørgeligt og alvorligt. På andre sprog hedder nadveren >>en stor tak<<. Da Jesus delte brød og vin ud til sine disciple og sagde: >>Dette er mit legeme, dette er mit blod<<, var det en festaften. Det var jødernes påskefest og de takkede Gud for, at han havde friet det jødiske folk fra slaveriet i Egypten. Når vi går til nadver i kirken, minder det også om en fest. Nemlig den fest, der skal være i himlen engang, når Jesus kommer igen. Indtil da holder vi en masse små fester hver gang, vi fejrer nadver. Når vi gør det, ser vi bagud og trækker alt det frem af vores hukommelse, som Gud har gjort, især det som han gjorde med Jesus på korset. Men vi ser også fremad til det, som Gud vil gøre en gang, når han holder fest i himlen. Indtil da må vi gøre ligesom cykelrytteren og maratonløberen: stoppe op for at spise og drikke. De skal sørge for at have energi nok til løbet. Vi skal sørge for ikke at glemme, hvad Jesus har gjort og at vi er inviteret til fest i himlen. Det ville da være dumt at gå glip af festen, bare fordi man var glemsom.

Sakramente.

I den danske folkekirke er der to sakramenter: dåben og nadveren. Et sakramente er en hellig handling, som Gud har indstiftet og velsignet. Til et sakramente hører der også et ydre synligt tegn. Det vil sige, at vi døber og fejrer nadver, fordi Gud har befalet, at vi skal gøre det og velsigner os igennem det. Det synlige tegn i dåben er vandet. Ved nadveren er det brød og vin.