DÅB.
Dåben er et slags pas. Passet giver dig adgang til himlen, for dåben viser, at du er statsborger i Guds rige. Dåbspasset viser også, hvem du er lige her og nu, nemlig et Guds barn - én, som Gud søger for og tager sig af.
Har du nogensinde ønsket, at du kunne have fødselsdag to gange om året? Ikke for at blive ældre dobbelt så hurtigt - måske lidt derfor - men fordi du så kunne få dobbelt så mange fødselsdagsfester. Hvis du er døbt, har du faktisk allerede fødselsdag to gange om året. Nemlig dagen da din mor fødte dig men også den dag, du blev døbt og >> genfødt af Gud med vand og helligånd<<, som præsten siger, når der er døb i kirken. Måske er du allerede så heldig, at du bliver fejret to gange om året. Hvis ikke kunne du jo foreslå det for din familie. Det er ikke sikkert, de vil gå med til to gange gaver, men måske to gange med din livret. Du kan hilse dem og sige, at der er god grund til at feste - også når det er din dåbsdag. Dåb betyder nemlig, at vi bliver døbt til at være Guds børn og høre ham til - lidt på samme måde som du hører dine forældre til. De tager ansvar for dig og søger for dig med det, som de kan. Men der er noget ved alle mennesker, som kun Gud kan sørge for. Det gør han, når vi bliver døbt. Da du blev født af din mor, blev du dansk statsborger - altså hvis din mor er dansker og du er født i Danmark. Hvis ikke så i et andet land. Når vi bliver døbt, bliver vi statsborger i - ja, det er måske ikke et land, men så et rige, nemlig Guds rige. Man bruger også ordet himlen eller himmeriget.
Vand, ren og renset.
Dåb kan ske på mere end én måde, men uanset hvordan det sker, har det noget med vand at gøre. I nogle kirker skal den som døbes ned under vandet med hele kroppen. Men om det er hele kroppen, der bliver våd eller bare toppen af hovedet, så skal vandet vise, at ved dåben bliver man renset. Ikke vasket - som når man er snavset, men renset for alt det, som sætter skel mellem Gud og os. Bibelen kalder det synd og synd er både forkerte og onde tanker, eller ord eller noget, man gør. Sådan noget har vi desværre alle sammen arvet. Man kan nemlig ikke kun arve store ører og brune øjne. Man arver også synd. Deraf ordet arvesynd. Det skiller mennesker fra Gud men Gud giver os et nyt liv - han føder os igen - når vi bliver døbt. Vi bliver hans børn. Vandet er et tegn på, at dåben renser os, så vi bliver rene. Derfor kan man også se, at den, som skal døbes, ofte har hvidt tøj på. Man kan næsten forestille sig, at synden, det onde og forkerte, bliver vasket af og >>druknet<<, så det bliver nede i vandet. Den, som kommer op af vandet, altså bliver døbt, er ren og renset. Når nogen har taget sig en lur eller et bad, siger de måske >>Åh, jeg føler mig som et nyt menneske<<. Men den, som bliver døbt, ER et nyt menneske. Man kan også sige, at dåben frelser. Da Noa og hans familie var i arken, druknede alle de onde og alt det onde i vandet.Men vandet bar Noa og hans familie oppe, mens arken flød på vandet. Det er også et godt billede på, hvordan vandet i dåben bærer os oppe og frelser os.
Hvorfor tre gange vand?
Den, som skal døbes, får vand på hovedet ikke bare én, men hele tre gange. Det er fordi, vi døbes til at høre Gud til og Gud kender vi både som ham, der har skabt os, og som Jesus, Guds søn, der er vores frelser og som Helligånden, der hjælper os til at forstå Gud. Derfor bliver der også spurgt 3 gange: Tror du på Gud, tror du på Jesus Kristus og tror du på Helligånden. Dengang Jesu disciple begyndte at gøre det, som Jesus sagde, de skulle: Gå ud i alverden og gøre mennesker til hans disciple ved at døbe dem og lære dem om Gud og alt det, Jesus havde lært dem, gjorde de det også på den måde: døbte i Faderens, i Sønnens og i Helligåndens navn. Det er den samme Gud, men vi kender ham på 3 måder.
Hvorfor tegner præsten et kors?
Når præsten døber, siger han: >> Modtag det hellige korsets tegn for dit ansigt og for dit brydt<< og så tegner han 2 gange 1. kors. Hvorfor nu det? Det hænger selvfølgelig sammen med Jesu kors, for nok er det rigtigt, at vandet er tegn på renselse, men uden Jesu død på korset havde det bare været vand, som ikke kunne fjerne den mindste synd. Men nu har Jesus selv - efter sin død på korset - givet denne befaling: Fortæl mennesker om mig og mit kors og døb dem med vand i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Korset er som et vandmærke i en pengeseddel. Man kan ikke se på et menneske, at det er døbt. Der er ikke noget synligt mærke efter dåben og desværre betyder dåb ikke, at man holder op med at gøre ondt og handle forkert. Men ligesom man kan se vandmærket, når man holder en pengeseddel op mod lyset, så ser Gud korset, når han ser på dem, som er døbte.
En dåbsattest og et nyt pas.
Hvis du er døbt, så har du også en dåbsattest, som præsten skrev, da han døbte dig. På den står der, hvad du hedder, hvor og hvornår du blev døbt. En dåbsattest kan man bruge som et bevis på, at man er den, man siger, man er, fx når man skal have lavet et pas. Et pas bruger man, når man rejser fra en del af verden til en anden. Det viser, hvem man er. Man kan godt kalde dåben for et slags pas. Det giver dig adgang ind i himlen, for dåben viser, at du er statsborger i Guds rige. Men lige nu viser dåben også, hvem du er, nemlig et Guds barn, en som Gud sørger for og tager sig af. Den dåbsattest, som præsten skriver, kan blive væk og man kan få lavet en ny. Men man får ikke en ny dåb. Alligevel skal man passe på dåben. Det gør man ved at tro på Jesus, tro på hans kors og leve som et Guds barn. Tro og dåb hører nemlig sammen.
En sang om dåben.
Sprint har skrevet en dejlig sang om dåben som det pas, der giver adgang til himlen. Her er et par vers af sangen.
(vers 1). Jeg har et pas i hånden, jeg fik det i min dåb, dets stempel er fra Ånden, med gyldigt fremtidshåb, jeg ved, at det skal sige, at netop i Guds rige har jeg mit fædreland.
(vers 2). Når denne verden ender, skal passet vises frem, det bli´r - i troens hænder - til adgangskortet hjem, det hjem, hvor alt er glæde, hvor Gud er varm til stede i frugtbar evighed. (Fælles Sang nr. 117).